Efterspørgslen på rådgivning fra landmænd omkring sol- og vindprojekter er øget markant hos Sønderjysk Landboforening. Nu styrkes udviklingsafdelingen med endnu en medarbejder.

Gennem længere tid har Sønderjysk Landboforening oplevet en stærk stigende efterspørgsel på rådgivning fra landmænd omkring projekter med ikke mindst sol og vind.

De politiske målsætninger om at reducere Co2-udledningen har fået ganske mange landmænd til at vende blikket mod forskellige klimaløsninger, mens andre landmænd har fået henvendelser fra projektudviklere, som er på udkig efter egnede arealer til projekter.

– I SLF mærker vi en stor efterspørgsel på vores viden indenfor solceller og vindmøller. Vi har efterhånden over de senere år være ind over flere end 100 aftaler med lodsejere i hele Syddanmark og enkelte også længere væk. Dermed hører vi til blandt de mest efterspurgte rådgivningsvirksomheder indenfor landbruget, fortæller Anders Andersen, chef for udvikling, klima og digital i SLF.

Med den stigende efterspørgsel opruster SLFs udviklingsafdeling nu med endnu en medarbejder. Det er den erfarne driftsøkonom, Holger Mikkelsen, som er tiltrådt i en nyoprettet stilling med virkning fra den 1. november.

Kender det politiske spil

Holger Mikkelsen har endvidere den fordel, at han indtil udgangen af dette år gennem en lang årrække har været i byråd og udvalg for teknik og miljø, hvorfra han kender det politiske og forvaltningsmæssige spil i forbindelse med sådanne projekter.

– Landmændene skal være en del af klimaløsningen for at nå målsætningen i samfundet om en 70 procent reduktion. Som rådgivere kan vi være med til at få klarlagt, hvordan landmanden skal agere. Skal han eksempelvis selv gå i krig med solcelle- eller vindprojekter, så han på den måde ikke blot er fødevareproducent – men samtidig bliver energileverandør, siger Holger Mikkelsen.

I takt med den stigende efterspørgsel på rådgivning på energi- og klimaområdet er der hos SLF efterhånden en række fagmedarbejdere, som tilsammen udgør et stærkt team. Udover sol og vind kan der rådgives omkring biogas og certifikathandel, og desuden tilbydes der el-tjek, hvor ganske mange landmænd har kunne reducere strømregningen efter at have fået foretaget en analyse af el-forbruget.

– I et tæt samarbejde med vores jurister har vi nu fagmedarbejdere, som kan agere tovholdere og på den måde hjælpe landmændene til at være en vigtig del af den grønne omstilling, tilføjer udviklingschef Anders Andersen.

Billedtekst: Holger Mikkelsen, til højre, er ny driftsøkonom hos SLF. Her ses han sammen med lederen af driftsøkonomi Carsten Friis, til venstre, og udviklingschef Anders Andersen.