Ny erhvervspulje fordobler tilskud
Fra 2. marts 2026 åbner Energistyrelsens erhvervspulje med fordoblede tilskudssatser – det giver nye muligheder for investeringer i varmepumper, ventilation, belysning og eldrevne maskiner.
2. marts 2026 åbner en ny ansøgningsrunde i Energistyrelsens erhvervspulje – og denne gang er der ekstra gode nyheder for landbruget. Tilskudssatserne er nemlig hævet til det dobbelte i forhold til tidligere runder.
Det betyder, at der kan opnås betydelige tilskudsbeløb til en række energiforbedrende tiltag i landbrugsvirksomheder.
Puljen omfatter blandt andet:
- Konvertering fra kedelanlæg (olie, gas, halm, træpiller m.v.) til varmepumper samt fra olie og gas til biokedler
- Renovering af ventilationsanlæg
- Udskiftning af belysning i stalde
- Investering i eldrevne maskiner
- Styring af varmelamper i farestalde
Ifølge energirådgiver Kurt Mortensen fra Spiras er der tale om en pulje, der kan gøre en reel forskel for landmænd, der alligevel står over for energiinvesteringer:
– Tilskudssatserne er hævet til det dobbelte, og det betyder, at man nu kan opnå ret store tilskudsbeløb til energiforbedringer i landbruget, siger han.
Dokumentation er afgørende
Det grundlæggende krav for at kunne søge tilskud er, at virksomheden kan dokumentere sit hidtidige energiforbrug.
Ved udskiftning af kedelanlæg skal der foreligge fakturaer på fx olie, gas eller træpiller. Ved investering i eldrevne maskiner skal tidligere olieforbrug kunne dokumenteres via fakturaer. For øvrige tiltag beregnes energibesparelsen som grundlag for ansøgningen.
Minimumstilskuddet er 50.000 kr. Det betyder, at der ved fx ventilation eller belysning skal være et vist antal enheder, der udskiftes, før projektet kan opnå støtte.
Hos Spiras’ afdeling for Byggeri & Energi hjælper rådgiverne med både beregninger og selve ansøgningsprocessen.
Landmænd, der overvejer energiinvesteringer, bør derfor allerede nu få gennemgået deres muligheder og sikre, at dokumentationen er på plads inden puljen åbner.




