Forsinket elnet bremser grøn omstilling

Nye tal fra Rigsrevisionen viser massive forsinkelser i udbygningen af elnettet. Det skaber allerede usikkerhed hos virksomheder og landmænd, der vil investere i grønne løsninger.

Den grønne omstilling i Danmark risikerer at miste tempo. En ny beretning fra Rigsrevisionen viser, at omkring 70 % af Energinets projekter er forsinkede; i gennemsnit med næsten 2,5 år. Samtidig betegnes styringen af udbygningen som meget utilfredsstillende.

Rapporten peger på, at Energinet i flere tilfælde mangler et klart overblik over årsagerne til forsinkelserne, og at tidsplanerne har været for optimistiske. De projekter, der endnu ikke er forsinkede, er typisk nystartede, mens resten tager markant længere tid end planlagt. Også Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet får kritik for at have reageret for sent på problemer, der har været kendt i flere år.

 

Konsekvens for grøn omstilling

Forsinkelserne har direkte konsekvenser for den grønne omstilling. Udbygningen af elnettet er en forudsætning for at kunne tilslutte nye solcelle- og vindprojekter. Når infrastrukturen ikke følger med, risikerer både virksomheder og private at skulle vente længere på adgang til grøn strøm. Samtidig stiger omkostningerne, som i sidste ende lander hos forbrugere og erhverv.

Hos Spiras mærkes konsekvenserne allerede. Flere kunder oplever usikkerhed omkring deres investeringer – særligt i projekter, der kræver adgang til elnettet.

– Vi oplever en stigende usikkerhed hos vores kunder. Nogle har allerede investeret i for eksempel batterianlæg, men er i tvivl om, hvornår – eller om – de kan blive tilsluttet elnettet, siger energirådgiver Holger Mikkelsen, Spiras.

 

Savner politisk handling

Flere virksomheder og landmænd henvender sig også for at få klarhed over, hvordan forsinkelserne kan påvirke projekter, de har under udvikling.

– Det her risikerer at bremse investeringerne i grønne løsninger. Der er brug for tydeligere rammer og et højere tempo, hvis vi skal fastholde udviklingen, siger Holger Mikkelsen.

Situationen kalder på politisk handling, hvis ambitionerne for den grønne omstilling skal indfries, og hvis der skal skabes større tryghed for de mange aktører, der står klar til at investere.

Hvad betyder det i praksis?

  • Store projekter: direkte ramt
  • Mellemstore projekter (fx batteri og større solanlæg): ofte ramt indirekte
  • Mindre projekter: kan stadig blive påvirket lokalt