Efter en noget kaotisk åbning af energistyrelsens varmepumpepulje, er der nu kommet godt gang i ansøgningerne. Energirådgiver Kent Bisgaard er klar med assistance og rådgivning.

Klokken ca. 15.30 i tirsdags, genåbnede ansøgningsportalen til Varmepumpepuljen igen efter et teknisk nedbrud siden kl. 10,30, men nu fungerer det hele igen.

– Og jeg må sige, at ansøgningsprocessen, sammenlignet med tidligere år, er noget forbedret. Det er meget enkelt at svare på de enkelte spørgsmål og angive adressen, hvor varmepumpen skal installeres, konstaterer Kent Bisgaard, energirådgiver hos Landbrug & Fødevarer Syddanmark (tidligere SLF).

Det eneste lille men, er i forbindelse med en privat bolig, der ligger på jord, der bruges til erhverv. Eksempelvis en landejendom, der er købt af en anden landmand, som så udlejer stuehuset til bolig. Der fremgår det ikke tydeligt, at der skal også vedhæftes en De-minimis-erklæring. Hvis du sidder og er i tvivl, så kontakt energirådgiver Kent Bisgaard, så kan han tilbyde assistance, så du kan få hentet dit tilskud hjem.

I skrivende stund torsdag morgen er der ca. 3.000 boliger, der har fået bevilget tilskud. Cirka 6.000 har ansøgt og venter på sagsbehandling.

– Ansøgningsportalen fungerer rigtig godt, og der er endnu mange penge i tilskudspuljen, så det er bare til tasterne og få søgt. Husk du har reserveret et tilskud i 2 år fra tilsagn, inden du skal bede om udbetaling. Så der er god tid til at få indhentet tilbud og planlagt arbejdet med udskiftning til varmepumpe i ro og mag, tilføjer Kent Bisgaard.